pigemor.dk

en mor-blog med feministisk kant
Indlæg

Kvindelige kunstnere på skoleskemaet tak

Billedkunst i mine ældste døtres 1. klasse har indtil videre budt på kunsthistorisk gennemgang af Miro, Picasso, Edvard Munch…og nu er turen så kommet til Asger Jorn.

Vigtige kunstnere at kende til, ingen tvivl om det…de er bare ALLE sammen mænd…

Allerede ved Edvard Munch var det begyndt at gibbe lidt i mig. Og da der så lå en besked på det famøse forældreintra om, at børnene nu skulle introduceres til den fjerde mandlige kunstmaler – blev jeg altså nødt til at gøre et eller andet…

For god ordens skyld skal det lige siges, at jeg generelt er super fan af mine døtres søde, dygtige og sjove billedkunstlærerinde. Der var bare lige den ene ting her som, efter min feministiske standard at dømme, haltede gevaldigt.

Kunsthistorien bugner ganske vist ikke af kvindelige kunstneriske forbilleder fra fortiden. I “gamle dage” var det åbenbart kun mænd, der kunne stryge en pensel eller hvad? Nej selvfølgelig ikke. Der har altid været kreative kvinder. Kunstverden har bare været enormt mandsdomineret – og det har været en kamp for kvindelige kunstnere at opnå respekt og anerkendelse.

Jeg mener, det er så utrolig vigtigt, at undervisere og forældre ikke ukritisk eller ubevidst gentager dét historiske mønster, når fortiden genfortælles til nye generationer. Og ja det kræver måske lidt mere arbejde, at få de kvindelige kunstnere frem i lyset fordi deres arbejde ofte ikke er så veldokumenteret.

Der er naturligvis sådan en som Frida Kahlo med sine ikoniske selvportrætter. En kvinde hvis kunstneriske liv og udtryk i den grad er dokumenteret. Men hånden på hjertet – hvor mange andre kvindelige billedkunstnere (som ikke er nutidskunstnere) kender du sådan uden at tænke ret meget over det?

Med mindre man decideret har nørdet kunsthistorie, er man nok lidt blank – og det er DET vi skal have ændret…

Summasummarum er, at jeg sendte en forespørgsel til den pågældende billedkunstlærer, der kort efter (med en brødebetynget smiley,) svarede, at hun slet ikke havde tænkt over det. Men ja – hun ville selvfølgelig gerne sørge for flere kvindelige forbilleder i undervisningen.

SÅDAN. Klap på skulderen til mig selv for at tage affære. En lille ting ja, men det er netop summen af alle de små ting, der gør en forskel på den lange bane.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i emnet kan jeg som en start anbefale denne udmærkede artikel fra The New Yorker: “How New York´s Postwar Female Painters Battled for Recognition”.

Har været en tur i arkiverne og fundet dette dejlige billede af min datter Yael som 3-4 årig. Billedet er fra en børnekunst festival på Islands brygge.

3 Comment

  1. Ikke et lille klap på skulderen til dig selv – men et stort klap på skulderen til dig selv for den indsats! Og et endnu større klap for at have startet en meget relevant blog, som jeg som feministisk drenge-mor også synes, at det er vigtig at følge med på:-)

  2. Tak søde Signe fordi du følger med og dejlig feed back at få, at du som drengemor også får noget ud af at læse med 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *