pigemor.dk

en mor-blog med feministisk kant
Indlæg

Indhentet af livmoderfeminismen

Før jeg fik mine børn så jeg det det som enormt reaktionært at være hjemmegående mor. Hvem dælen har lyst til bare at tulle rundt derhjemme og skifte bleer og smøre leverpostejsmadder – tænkte jeg…

Og jeg mente, at det var fejt overfor de feminister, der har kæmpet for ligestilling på arbejdsmarkedet – sådan at blive hængende i 1950´ernes stereotype familiedyder?

Men så indhentede moderskabet mig…

Moderskabets luner

Jeg blev mor for første gang for godt og vel 8 år siden. Nærmere betegnet blev jeg førstegangsmor x 2 til de mest fantastiske tvillingepiger. Og som det ofte sker, når man overvældes af forældreskabets luner, bliver mange ting i livet på både godt og ondt vendt fuldstændig på hovedet,

I den proces kom også mit syn på ligestilling en tur i blenderen. I dag er jeg således, hverken mere eller mindre feminist, men jeg er blevet en mere rummelig en af slagsen – med øje for, at der er FLERE måder, at kæmpe for kønnenes ligestilling på.

Du kan læse mere om min generelle forståelse af feminismebegrebet her.

Med andre ord må moderkærlighed siges at være en urkraftsagtig tornado, der trumfer enhver forestilling om politisk korrekthed.

Mig som nyudklækket tvillingemor med favnen fuld af baby og kærlighed.

Og her kommer det med de hjemmegående mødre ind i billedet igen. For efter nu, at have fået mine egne børn, er jeg vendt på en tiøre. Jeg forstår pludselig SÅ udemærket godt, at man vælger at passe sine små guldklumper hjemme.

Med andre ord må moderkærlighed siges at være en urkraftsagtig tornado, der trumfer enhver forestilling om “politisk korrekthed”. Og selv om, der ikke er nogen tvivl om, hvad min mavefornemmelse fortæller mig – er det utrolig nok en anelse svært for mig at skrive, at jeg i dag kan identificere mig med omsorgsfeminismen. Det er som jeg har en abstrakt ide inde i mit hoved om, hvordan man er en “rigtig” eller “god” feminist – og ved siden af det er der så min virkelighed som trækker i en anden retning…

De hjemmegående feminister

I dag er der flere og flere – særligt kvinder – der vælger hjemmepasser livet til. De går ofte under betegnelser som “supermødre”, “livmoderfeminiser” eller “omsorgsfeminister”.

De deler det fælles livssyn at kønnenes ligestilling på arbejdsmarkedet – med vækstparadigme, forbrugerræs osv. til følge – har ødelagt muligheden for det nære, rolige og omsorgsfulde forælderskab.

Derudover er der ofte fokus ofte på moderen som den primære omsorgsperson. Dét vender jeg tilbage til…

Et eksempel på en typisk omsorgsfeminist (omend det så vidt jeg ved ikke er noget, hun eksplicit kalder sig selv) er den altid inspirerende “Neohippie”, der er blevet et SoMe-ikon for hjemmepasning, bæredygtighed og slow living. Hendes store antal følgere taget i betragtning, er hun et oplagt eksempel på, at hjemmepasning og des lige i dag er blevet til yderst populære fænomener.

Og man må sige at supermødrene har forskningen i ryggen, når det kommer til spørgsmålet om børns trivsel. For der har til dato ALDRIG været en forsker i pædagogik og/eller børnepsykologi, der har påstået, at det skulle være decideret godt for et lille barn under 2 år at blive adskilt i 7-8 timer om dagen fra dets primære omsorgspersoner.

I samfundet er der dog en diskurs om, at børn har godt af at komme i institution. Jeg tror da bestemt også, at små børn har godt af at være sociale og på et tidspunt kan institution i et begrænset omfang være rigtig fint. Men fra 8 måneders alderen af og dagen lang? Det er efter min mening en kollektiv illusion, vi går og bekræfter hinanden i, fordi det matcher den måde arbejdslivet er organiseret på. Det handler IKKE om, hvad der er godt for barnet.

Min flirt med husmoderlivet

Jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen af at leve som dedikeret hjemmepasser. Så NEJ jeg er ikke frelst og jeg ser ikke ned på folk, der institutionaliserer deres børn tidligt. Jeg er helt med på, at der kan være adskillige gode grunde til at et “almindeligt” arbejdsliv må have første prioritet for både mor og far. Så det er altså ikke noget “MOR-BASHING”- noget jeg har gang i her – bare lige for at gøre dét klart.

…vi havde brug for mere tid sammen. Selvom jeg synes det var møg hårdt og langt fra særlig romantisk at gå hjemme med to små børn.

Også vil jeg også godt lige slå et slag for at “hjemmepasserlivet” kan have mange former. Det behøver ikke at KUN at betyde, at man i årevis sidder derhjemme sovset ind i modermælk og bananmos. Man kan kombinere det med et deltidsjob, en selvstændig virksomhed osv. Kun fantasien sætter grænser.

Jeg kan anbefale min barndomsveninde Sophie´s blogindlæg, der bl.a. handler om det mangfoldige, innovative og søsterlige (omend langt fra uproblematiske) “housewife-life” hun har mødt i Australien, hvor hun nu bor med sin familie.

Min egen “hjemmepasserhistorie” er at jeg efter 1 års barsel med mine tvillingepiger kunne mærke, at vi havde brug for mere tid sammen. Selvom jeg synes, det var møg hårdt og langt fra særlig romantisk at gå hjemme med to små børn. Det var bare sådan en nagende følelse (som jeg tror, at SÅ mange mødre og fædre har). En følelse af at adskillelsen, der kommer med institutionslivet er helt forkert – ja nærmest overgrebsagtig.

Jeg benyttede mig derfor af det kommunale tilbud “pasning af eget barn” (et tilbud Københavns Kommune til manges store ærgelse siden har valgt at droppe), hvor jeg fik en beskeden løn af borgmesteren for at gå hjemme og selv passe mine børn – fremfor at sende dem i en kommunal vugger.

Alt i alt hjemmepassede jeg mine kære unger i 3 mdr. efter endt barsel. Det lyder måske ikke af så meget, men det er alligevel en del i et lille babyliv. Det gjorde i hvert fald en mærkbar forskel for vores piger, at de havde den ekstra tid til at udvikle mere selvstændighed og uafhængighed.

Lille Maya på 8 måneder. Jeg har bestemt ikke travlt med at få den lille lækkertrold i vuggestue.

Vigtigt er det også, at jég fik mig selv med i processen. Selvom det nok altid er svært, at overdrage sine små poder til pædagogerne første gang – så havde jeg en integritet og en grundfølelse af, at det der skete var i orden.

Det hører desuden med til historien, at både min mand og jeg var studerende dengang. Jeg skulle derfor IKKE tilbage til et fuldtidsjob. Vi vidste at vi, selvom pigerne nu var startet i vuggestue, kunne give dem en hverdag med tid, ro og fleksibilitet. For eksempel gik der flere år, før de prøvede at blive afleveret tidligere end kl. 9.00 om morgenen.

Mens jeg færdiggjorde mine studier fravalgte jeg desuden helt bevidst et karriererfremmende og tidskrævende studiejob. Velvidende at det ville stille mig i en svag position som ny på arbejdemarkedet. “Jeg må ta´ kampen senere” – blev mit motto, mens jeg koncentrerede mig om at være mor, når bøgerne var lukkede.

Til efteråret skal vi til det igen med den yngste. Har netop, som en start, fået forlænget barslen med 2 måneder. “Heldigvis” har jeg heller ikke denne gang et fast 37 timers job, jeg skal direkte tilbage til. Det gør, at jeg igen kan give mit barn en blid start på institutionslivet. Jobmæssigt håber jeg fremadrettet, at finde en løsning så jeg IKKE behøver, at arbejde fuld tid.

Og så kan det godt være, at vi er nødt til at bo småt, køre med Arriva og droppe krydstogtferien til Caribien. Men det gør vi altså gerne…

Hverken min mand eller jeg synes nemlig, det fungerer optimalt, når vi begge – og nu med 3 børn – har fuldtidsarbejde. Der er simpelthen for meget stress, jag og kaos i hverdagen – og alt for lidt tid og nærvær. Vi har jo fået vores børn, fordi vi gerne vil være sammen med dem…

Og så kan det godt være, at vi er nødt til at bo småt, køre med Arriva og droppe krydstogtferien til Caribien. Men det gør vi altså gerne…

En far kan naturligvis også vise omsorg

Jeg lovede tidligere, at vende tilbage til det med livmoderfeminismens fokus på moderen som barnets primære omsorgsperson.

Jeg er ikke nødvendigvid enig i det præmis omend jeg godt kan følge tankegangen som – går jeg ud fra – handler om at kvinder rent biologisk oplever en særlig tilknytning til det barn, de har båret og født. Tænk fx. på “kærlighedshormonet” oxytocin, som går helt bananas i morkroppen efter en fødsel…

Det er ikke kønnet men mængden af kærlighed til barnet, der er afgørende…

Når det er sagt så er mødre og fædre jo lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er derfor min klare holdning, at en far med største selvfølgelighed kan være primær omsorgsperson i et barns liv, hvis det er den model, der matcher familien bedst. Det er ikke kønnet men mængden af kærlighed til barnet, der er afgørende.

Personligt har jeg det dog godt med at have rollen som primær caretaker overfor vores yngste datter. Eftersom jeg ammer føles det ganske “naturligt”, at jeg tager mig en anelse mere af hende end min mand.

Min kære mand med Yael i bæresele.

Det betyder dog ikke, at han er fraværende. Han tager sin tørn når det gir mening. Han mader, skifter ble, går tur med barnevogn – og er en fantastisk far for vores to ældste døtre som jeg i denne periode med baby ikke kan give lige så meget opmærksomhed som før.

Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg hygger mig med at være mor med stort M. For eksempel synes jeg i teorien, at det er fint og vigtigt, at min mand kan tage noget barsel, hvis han vil. Reelt har jeg det dog sådan, at han godt kan fjerne nallerne. Det er MIN barsel.

Hvad så med ligestillingen?

Afslutningsvis vil jeg godt fremhæve, at jeg ikke ser det omsorgsfeministiske projekt som i opposition til ligestillingen. Det pointeres ja – at ligestillingen har haft visse utilsigtede uhensigtsmæssige konsekvenser. Men der er jo ingen ved deres fulde fem, der mener, at vi så skal gå tilbage til det der var før. Vi har nu en fælles udfordring, nemlig vores børns trivsel, som mænd og kvinder fremadrettet skal løfte sammen.

For mig at se er problemet i højere grad at, vi har et samfund, der tillægger det “bare” at være mor ekstremt ringe værdi.

Og så kan det da godt være, at det oftest er kvinderne, der tager “hjemmetjansen” i praksis. Men er det egentlig, fra et lighedssynspunkt, et problem, så længe de pågældende kvinder aktivt og frit har tilvalgt den livsstil? For mig at se er problemet i højere grad at, vi har et samfund, der tillægger det “bare” at være mor ekstremt ringe værdi.

Jeg bliver håbefuld af omsorgsfeminismens fremvækst – for måske kommer der en dag, hvor forældreskabet – både menneskeligt og politisk – vil blive hyldet og belønnet for det vilde og smukke ansvar det nu engang er.

Måske har du nogle interessante refleksioner, overvejelser og/eller erfaringer i forhold til moderskab og feminisme? Du er velkommen til at skrive en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *