pigemor.dk

en mor-blog med feministisk kant
Hygge-sexisme

Mine døtre skal ikke tralala´e derudaf om en kvinde, der bankes gul og blå

Jeg melder mig hermed i koret af såkaldte “krænkelsesparate feminister”– der har fået nok af romantiseringen af visse politisk ukorrekte “tekster”.

Egentlig er jeg lidt småtræt af at høre på al den snak om krænkelse. Ind imellem er der tydeligvis gået inflation i, hvad man offentligt har behov for at ytre, at man er krænket over. Mest af alt synes jeg dog det er trættende at høre på de mange, der føler sig krænkede over, at nogle få føler sig krænkede….

Men bare fordi at krænkelsesfeberen ind imellem går berserk, skal man ikke holde op med at ytre sig og/eller lytte til sin mavefornemmelse, når den siger, at noget er helt galt….sagen er nemlig den, at jeg længe har været godt og grundig træt af børnesangen “Fra Engeland til Skotland”. En sang som jeg mener indirekte er med til at legitimere kvindeundertrykkende tale og adfærd.

Sidste vers af visen “Fra Engeland til Skotland” lyder sådan her:

“Vor skipper prygled’ konen både gul og blå hver dag,
så blev hun hejst i mastens top – det var det svenske flag.
Og helledusse da …”

Visen “Fra engeland til Skotland” (som jeg tydeligvis ikke er særlig begejstret for) er i følge, hvad jeg har kunnet finde af information på nettet, en gammel svensk “up-side-down” skildring af besætningen på et sejlskib, der er i en yderst dårlig forfatning. Konteksten for sangens indhold er efter sigende at, der i første halvdel af 1800-tallet ikke var nogle regler for sikkerheden om bord på skibe (sangbogen på billedet er fra DR´s “Børnesangene fra Tangokat og Hej Frede”).

Hver tirsdag er der morgensang for alle klasserne på mine døtres skole. Forældrene opfordres til at deltage, hvis de har tid til at blive 5-10 minutter ekstra i forbindelse med aflevering. Ind imellem synger vi den her sang – og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, når det er. Jeg synes det er så underligt malplaceret, at høre alle de (primært) børnestemmer, der i et opløftet toneleje tralala´er derud af om brutal hustruvold….

Jeg har diskuteret min antipati overfor sangen med min mand. Han har ganske rigtigt bemærket, at alt i sangen er “vendt på hovedet”. Skibet de sejler i er hullet og halvråddent – og den eneste lampe de har er kaptajnens røde tud osv. Det er en vrøvlesang. I get it. Men alligevel er der bare et eller andet, der gibber i mig. For en vrøvlevise skal da være sjov? Skal den ikke? Og umiddelbart er det her da ikke specielt morsomt…..

En anden børnesang, hvis indhold jeg altid har undret mig over er den”muntre” vrøvlevise “Der var en gammel gubbe”, hvor mand og kone slår hinanden. Som det er tilfældet med “Fra Engeland til Skotland” er ideen tydeligvis, at tingene er vendt på hovedet…igen er det bare ikke, efter min mening, et emne, der er specielt velegnet til, at joke med i en sangbog for børn.

Jeg kan godt se et stand up show og grine af en joke om hustruvold. For når jeg ser et stand up show så ved jeg, hvad jeg går ind til. Sort humor. Der er en indforståethed. En kontrakt om, at nu siger komikeren alt det, man normalt ikke må sige – også griner vi af det FORDI det er grotesk.

Men når jeg står til fællessang tirsdag morgen på mine døtres skole, så føler jeg på ingen måde, at jeg er i et rum med samme klare “kontrakt”. Først og fremmest er jeg sammen med børn ned til 5-6 år. Behøver de virkelig – fra morgenstunden af – at skulle forholde sig til vrøvlevers om hustruvold?

Det er ikke fordi jeg tror, at vores børn er dumme (på sådan en total blank måde) så de hører sangen og tænker “nå ok – det må man godt”. Jeg er ret sikker på, at børn godt forstår, at indholdet i den her sang er stærkt afmarcheret.

Men i modsætning til et stand up show er der INGEN, der skriger af grin tirsdag morgen. Burde både børn og voksne egentlig ikke slå sig på lårene af bar latter, når nu den er åhh så skør den sang?

Omvendt er der heller ikke nogle, hverken børn, lærere eller forældre, der stiller spørgsmålstegn ved sangen. Protesterer imod den. Vi synger bare alle med på den. Nærmet lidt robot agtigt. Lirer den af ord efter ord med ekstra skrål på. Tra la la, tæsk, slag, tæsk…og helledusse da…hu hej videre….godmorgen om lidt starter matematiktimen…

Det var det samme dengang jeg selv gik i skole: ” Vor skipper prygled’ konen både gul og blå hver dag…”

Igen vil jeg gerne fastslå, at jeg ikke mener, at børn tror på alt, hvad de hører. Det er ikke det der, i mine øjne, gør visen problematisk. Det problematiske er, når “tekst” gentages i det uendelige – bare fordi.

Jeg mener, at denne refleksionsløse gentagelse af at det kan være bare tilnærmelsesvist morsomt at banke sin kone blå og gul, så hun ligner et svenskerflag, er et eksempel på, hvordan hverdagssexisme i en tilsyneladende uskyldig form gennemsyrer vore kultur i både stort og småt.

Hverdagssexismen er med til at legitimere en machokultur, hvor kvinder er sagesløse objekter for mænds aggressive seksuelle adfærd (ikke særligt flatterende for nogle parter..). Og humor er en velkendt og nem måde at pakke det ind på. For hvis man, som jeg, vover at påpege, at det faktisk ikke er så morsomt enda…ja så må det jo være MIG den er gal med. Jeg må være humorforladt..

Jeg mener ikke selv, at jeg er humorforladt bare fordi jeg IKKE synes, at den sang hører hjemme blandt børn. Jeg synes ikke det er ok, at mine døtre, som jeg blev det som barn, uden videre skal tvangsindlægges til at skråle med på det sexistiske bras.

Heldigvis er der som et lys i tågen meget mere opmærksomhed på sexisme i dag. Vi ved godt at hverdagssexisme og machokultur med seksuel vold mod kvinder til følge – er et KÆMPE problem. som skal løftes sammen af både mænd og kvinder.

Opgøret starter i det små. Bla. med vores børn og den måde de i hverdagen møder “uskyldige” henvisninger til kvindeundertrykkelse på. Små “hyggelige” eller “morsomme” stikpiller, der legitimerer kvindenedsættende tale og adfærd. I forlængelse heraf mener jeg IKKE at vi som nation bliver kulturelt fattigere af ind imellem at revurdere, vores litteratur og sangskatte.

Jeg har til dato aldrig sagt n-ordet, når jeg har læst højt fra mine pigers “Børnerim” af Halfdan Rasmussen. Et værk, der for nylig har været på alles læber, da forlaget Gyldendal meddelte, at de ville lave en opdateret udgave, hvor ord som “neger” og “hottentot” er udeladt. I mangel af bedre er jeg altid endt med at sige “mørk dukke” eller lignende. Ikke fordi mine piger ikke MÅ lære, at n-ordet findes, men hvorfor skulle jeg dog benytte disse “hyggeracistiske” betegnelser over for mine døtre, da de som 3-årige elskede at få læst højt af “Børnerim”? Efter min mening står det Gyldendal frit for at opdatere teksten til målgruppen. Det er et grundlæggende redaktionelt greb som INTET har med censur at gøre.

Afslutningsvis må jeg lidt slukøret indrømme, at jeg endnu ikke har gjort noget aktivt for at udfordre at “Engeland til Skotland” – visen fremadrettet kommer på morgensangsrepertoiret. Det er ved at være lang tid siden, jeg sidst har set den slået op på intra under: “Kom glad og syng med på tirsdag”…og gudskelov for det.

Jeg ved egentlig heller ikke om det ville være løsningen, at fjerne sangen helt (selvom jeg synes den er forfærdelig)? Måske er det fint, at den er der, hvis blot man også lige bruger 5 minutter på at tale om, hvorfor man synes den skal synges..(hvis man vitterligt synes, at der er en god grund til det…)

Jeg grubler videre…og venter…stilhed før stormen…indtil næste gang, der er hustruvolds-vise på programmet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *