Jeg har blandt andet brugt sommeren på at reflekteret lidt over, hvordan jeg bedst inspirerer mine døtre til fremadrettet at elske deres kroppe som de er. Konklusionen er at jeg skal elske mig selv…

I en pornoficeret silikoneverden har jeg som pigemor (eller måske bare mor?) i den grad på sinde, at mine døtre IKKE får et forkvaklet forhold til deres kroppe…

Nu er der gudskelov endnu en rum tid til at mine døtre på hhv, 8 og 1 år træder ind i teenage-æraen. Men jeg frygter det altså lidt…den kommende usikkerhed, skam og selvvæmmelse, som vel ikke kan undgås?

Åh, hvor jeg håber at de ikke kommer til at bruge særlig meget krudt på at foragte deres helt igennem smukke og perfekte kroppe. Som teenager brugte jeg selv enormt meget energi på at synes, at mine bryster var for store og mine hofter for brede…og alt det der..

Og når jeg kigger på billeder fra dengang jeg selv var teenager så tænker jeg jo for fanden altså….min krop var da så fin og perfekt på sin egen måde. Hvorfor kunne jeg ikke se det og bare slappe af og være glad for mig selv?

teenager, kropspositivisme, selvhad, selvforagt
Mig som genert 16-årig til min første Roskilde festival i 1998. Jeg var ret usikker på min krop dengang og jeg kunne bestemt ikke lide mine bryster som jeg synes var alt for store. Jeg gik derfor meget i sorte toppe som her for at få dem til at forekomme mindre.

Midt i min bekymring er der måske et håb forude? For selvom børn i dag har adgang til uanede mængder af medier, der potentielt kan give dem kropsforvrængende idealer – ja så kan selvsamme medier, f.eks. i kraft af en voksende kropspositivisme, vel også være en katalysator for at børn og unge i dag vokser op med en større forståelse af at det er ok, at man er forskellig? I dag er det fx. ok at være tyk (læs: normal) og poste billeder af sig selv på instagram. På den måde æstetisk dyrke, at man har lidt deller her og der, hvilket jeg synes er ret befriende…

Da jeg var barn var jeg ofte i svømmehallen med min mormor. Det var sådan en ting vi gjorde sammen. Jeg husker, hvordan jeg elskede, at betragte de andre kvinder i saunaen efter vores svømmetid i hallen (jeg har sikkert på den der børneagtige måde stirret helt vildt). Store bryster, små bryster, et ar i stedet for et bryst, stor numse, lidt slatten numse, meget lyst pubeshårs, intet hår osv. Det var et vildt fascinerede studie for mig.

På trods af at jeg som barn var vant til at se forskellige kroppe, blev jeg alligevel ramt af teenagerens selvhad….måske netop fordi jeg IKKE havde internettet, hvor jeg anonymt kunne have søgt ligesindede, givet udtryk for min frustration, fundet ud af at jeg ikke var den eneste, der som 10 årig synes, at hun havde alt for store bryster osv. Jeg havde ligesom kun…MTV, “Vi Unge” og Beverly Hills 90210 at spejle mig i…

På den måde er jeg, på vegne af mine døtre, faktisk glad for, at vi lever i en tid, hvor vi italesætter ting. Hvor der kommunikeres meget mere om kroppe og sex – på både godt og ondt.

For eksempel kan jeg næsten ikke få armene ned over DR Ultras børne/ungdoms program “Ultra smider tøjet” som mine store døtre Yael og Alma for nylig introducerede mig til: Programmet kredser om et panel af helt almindelige nøgne mennesker af begge køn som svarer på spørgsmål fra publikum – der består af lidt ældre børn. Det enkelte program har et overordnet tema som: “Hvilken tissemand er mest almindelig?” eller: “Så er der 9 nøgne bryster, babser og boobs i “Ultra smider tøjet”.

kropspositivisme kropsidealer
DR´s “Ultra smider tøjet” ruller over skærmen

Det kan umiddelbart godt lyde lidt plat – og jeg nåede da også lige at tænke “åh nej – det viser de bare ikke til børn det her” – da programmet gik i gang og følgende advarsel rullede over skærmen: “Du skal lige vide, at der er nøgne tissemænd på din skærm lige om lidt”….!

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg frygtede…? At mine på daværende tidspunkt kun 7-årige piger skulle konfronteres med noget upassende nøgenhed af en aller anden art….? Uanset hvad blev mit udefinerbare mishag hurtigt gjort til skamme ved synet af det yderst almindelige “nøgenpanel”, hvor mavedeller, små tissemænd og hængepatter med største naturlighed vises frem.

Der er enda også plads til både en gravid såvel som en kraftopereret kvinde der mangler et bryst – og der svares ærligt og åbent på spørgsmål om, hvordan det føles at være i de respektive kroppe: ” Der er nogle, der vælger at få lavet et kunstigt bryst, men det gjorde jeg ikke for jeg synes det er pænt og jeg synes ikke der er noget mærkeligt i det. Jeg har været syg og nu er jeg rask” – fortæller den “én-brystede” kvinde afslappet.

Jeg er dog fortsat bange for, at det ikke helt kan undgåes, at de små poder på et tidspunkt bliver usikre på deres kroppe i en eller anden grad. Men jeg håber inderligt, at jeg ved løbende at italesætte naturligheden ved kroppes forskellighed (f.eks. ved at se “Ultra smider tøjet” med dem som afsæt for en mor/datter snak …) kan gøre overgangen bare lidt nemmere…!

Og så tror jeg det er vigtigt, at man taler positivt om sin egen krop. Det er måske også det mest udfordrende. At vi som mødre (og fædre) viser at vi holder af os selv – for gør vi nu også det?

Så lige frem at få skåret ud i pap, at det der engang var en bikini værdig lille sød topmave – nu mest af af alt minder om en gang godt gennemæltet bleg snobolledej – er ikke just flatterende…

For eksempel er jeg, indrømmet, ikke ubetinget begejstret for min “dej-mave” – som min datter Alma så elskværdigt kalder min efterfødsels-mavedelle. Jeg ved udemærket godt, at mit maveskind ikke er, hvad det har været efter 2 graviditeter (herunder en tvillinge graviditet). Så lige frem at få skåret ud i pap, at det der engang var en bikini værdig lille sød topmave – nu mest af af alt minder om en gang godt gennemæltet bleg snobolledej – er ikke just flatterende…

mangfoldighed, elsk din krop, kropspositivisme, kropsideal
Høj, lav, krøller, kort hår, tynd, tyk….skønheden er forskellighed. Min mor Lotte Haubart har til lavet denne fine illustration af 3 søde og på hver sin måde smukke små piger (og nej jeg har desværre ikke arvet min moders tegneevner…).

Men når Alma laver den sammenligning ved jeg jo også godt at, hun synes min mave er dejlig blød at røre ved og ligge på. Der er fra hendes side intet negativt i det. Uden at dømme forholder hun sig bare til, hvordan det for hende føles…og tænk, hvis jeg som hende kunne favne min maves dej-lighed?

Uha…det er helt sikkert dér, den største udfordring for mig ligger – oprigtigt at hvile i min egen uperfekthed og der igennem lære mine døtre, at de er dejlige præcis som de er…! Det minder mig om, at jeg den dag i dag faktisk er ret glad for mine bryster...mhhh…note to self…skal lige huske at dele med mine piger…

Hvad tænker du? Hvad skal der til for at vores børn vokser op med et afslappet og naturligt kropsideal?