At erkende fejl og mangler hos de forbilleder man er opvokset med er sjældent nemt. Efter at have genset Disneys Pocahontas må jeg dog konstatere, at den langbenede høvdingedatter, som jeg plejede at elske, er for sød på den ufede måde.

For et par weekender siden satte jeg forventningsfuld måsen til rette i sofaen mens Disney tegnefilmen Pocahontas rullede over skærmen. Det var et glædeligt og nostalgisk gensyn med en tegnefilm som jeg, da filmen udkom i 1995 (jeg var 13 år) var VILD med.

Jeg var dengang et stort barn på grænsen til ikke længere at dyrke Disney prinsesser. Jeg synes nu alligevel godt om den langbenede høvdingedatter. Nok lidt fordi filmen handler om en romantisk affære, der appelerer til et 13 årigt hormonbefængt hjerte…

Derudover talte filmen, dengang som nu, direkte ind i min “fight the evil”-mentalitet som jeg altid har båret med mig. For Pocahontas er i den grad historien om en stærk og vis minoritetskvinde, der udfordrer en undertrykkende overmagt:

Det er tydeligt for enhver at Pocahontas med sin bæredygtige og spirituelle indianer-livsindsigt er den kloge mens John Smith og hans engelske kolonist-kompagner er totalt afsporet i deres iver efter at finde guld og lege med skydevåben.

Det er tydeligt for enhver at Pocahontas med sin bæredygtige og spirituelle indianer-livsindsigt er den kloge mens John Smith og hans engelske kolonist-kompagner er totalt afsporet i deres iver efter at finde guld og lege med skydevåben.

Jeg har med andre ord altid betragtet Disneykarakteren Pocahontas som en fornuftig rollemodel for piger – og jeg var derfor også på flere planer begejstret over nu at skulle dele denne filmoplevelse med mine to 8-årige døtre. Jeg blev faktisk ganske sentimental. En tåre eller to dryppede ned i popcornskålen mens jeg snøftende nynnede med på titelmelodien “Med en trommes faste slag”.

Se mit indlæg her om hvorfor piger har brug for kvindelige forbilleder.

Trods min nyfundne begejstring over Pocahontas eventyret havde jeg på uforklarlig vis en mærkelig og lettere ubelejlig følelse i maven filmen igennem. En følelse af at noget ikke var helt som det skulle være. Noget som alverdens nostalgi ikke kunne gøre kål på…?

Da slog det mig efter et par dages grublen…(eller det lykkedes mig trods nostalgi-selvsving, at indrømme overfor mig selv), at den hvepsetaljede indianerprinsesse måske slet ikke er så politisk korrekt alligevel – sådan set fra et nutidigt feministisk perspektiv…?

Det er uden tvivl sympatisk, at filmen som hovedperson portrætterer en minoritet (som dengang i midt halvfemserne var noget ret nyt at gøre i en Disneyfilm). Og den bæredygtige livsstil hun agiterer for…point for det. Men når det kommer til samspillet mellem Pocahontas og kolonisten John Smith, som hun indleder et romantisk forhold til – er der bare et eller andet helt galt…

Set udefra er John Smith og den kolonimagtskultur han repræsenterer ret nederen. Alligevel er Pocahontas konstant tuttenut-sød i sin måde at omgås ham på. På sådan en lidt passiv, eftergivende og selvdestruktiv måde.

Set udefra er John Smith og den kolonimagtskultur han repræsenterer ret nederen. Alligevel er Pocahontas konstant tuttenut-sød i sin måde at omgås ham på. På sådan en lidt passiv, eftergivende og selvdestruktiv måde.

Der er bl. a. en scene, hvor Pocahontas beslutter sig for at droppe den turbulente affære, hun netop har rodet sig ud. Hun vender John ryggen og gør sig klar til at forlade ham, da han griber fat i hendes arm og (om end blidt) tvinger hende til fysisk at blive. Og indianerprinsessen gir så efter. Bare sådan BUM…ok jeg blir selvfølgelig hos dig og kissemisser selvom du er en klaphat, der prøver at sjæle mit land – agtigt DET GIR JO IKKE MENING:

Der er en stemning i den scene – og igennem hele historien som den præsenteres af Disney som bare er for utidigt at se på her i post metoo-æraen. Og ja jeg ved godt, at det bare er en tegnefilm, men ideen er jo netop at belære ungdommen om en dybt alvorlig sag. Pocahontas er ved at få frarøvet sit land, sin kultur og sit folk. Der er tale om et udpræget asymmetrisk magtforhold mellem de to….og det ville ærlig talt klæde Pocahontas at være bare en anelse forurettet…

Pocahontas er ved at få frarøvet sit land, sin kultur og sit folk. Der er tale om en udpræget asymmetrisk magtforhold mellem de to….og det ville ærlig talt klæde Pocahontas at være bare en anelse forurettet..

Jeg er ikke den første i verdenshistorien, der har peget en kritisk finger mod netop denne animationsfilm, skal det lige sides. En kritik, der blandt andet skal ses i lyset af at eventyret om indianer-baben, der forelsker sig i en englænder, er baseret på sande historiske begivenheder fra 1600-tallet.

De historiske kilder peger dog i flere forskellige retninger og man ved derfor ikke helt præcist, hvordan forholdet mellem virkelighedens Pocahontas og John Smith egentlig var. Pocahontas hed i øvrigt slet ikke Pocahontas med Motoaka. Hun levede 1595-1617.

Nogle kilder siger, at de påståede turtelduer reelt aldrig havde en romantisk affære. I virkeligheden reddede Pocahontas John Smith fra at blive likvideret af hendes far, der var høvding. Den uselviske gerning har så akkumuleret en mytologi om en mulig romance mellem de to.

Noget tyder dog også på at virkelighedens Pocahontas var meget ung. Som i 10-11 år ung….hvilket heller ikke ligefrem gør myten om den romantiske affære specialt tiltalende….

Virkelighedens Pocahontas kom heller ikke just frivilligt med de engelske kolonister til England (som hun gør i Disneys Pocahontas 2). Hun blev der i mod kidnappet og brugt som afspresningsmiddel i et krigsdrama. Hun døde så som 21 årig af kopper i England…en virkelig trist og tragisk historie, der ærlig talt får den romantiserede Disney version til at fremstå som en grotesk joke.

Jeg kan anbefale hjemmesiden Bitch Flicks, der anmelder film i et feministisk perspektiv. De har lavet en super skarp og kritisk analyse af Disneys Pocahontas, der blandt andet fremhæver det problematiske ved at hele historien fortælles fra en hvid mands optik. Hendes mystiske (og dermed lettere fremmedgørende) karakter får udelukkende værdi igennem John Smith, der erobrer hende både seksuelt og kulturelt.

"feminisme", "powerpiger", "forbilleder", "opdragelse", "stærk kvinde" "Disney prinsesse"
En af Disneys nyere heltinder og min absolut favorit Disney prinsesse (selvom hun egentlig ikke er en prinsesse) er den polynesiske høvdingedatter Moana (Vaina på dansk) som er stærk, sej og charmerende.

Og efter at havde gjort mig alle disse tanker giver det pludselig rigtig god mening, at jeg havde en underlig følelse i maven, da jeg så filmen med mine døtre. En følelse af at være lidt pinlig på vegne af Pocahontas…og lidt som om at åbne et gammelt støvet fotoalbum med billeder af alle de gange jeg selv som helt ung har været unødvendig sød overfor mænd. Med nedgørelse af mig selv til følge. Ta for eksempel de gange jeg har haft pligtsex med en eller anden fyr efter en fest fordi jeg synes det var lidt synd for ham, at jeg havde lagt op til noget også fortrød….(godt man er blevet klogere…)

Sådan en situation skal mine døtre bare aldrig nogensinde ende i. De skal vide, at de har ret til ikke at være søde. At de har ret til at sige fra. Heldigvis er Disney (der må siges at have en ret massiv indflydelse på vores børns opvækst om vi vil det eller ej..) siden kommet efter det med stærke og selvstøndige heltinder som Vaiana (Moana på engelsk) – den polynesiske høvdingedatter med de store fødder som redder verden. Jeg ELSKER hende – og hun repræsenterer netop også en minoritet uden, at det blir søbet ind i en unødvendig romance.

En anden af mine favorit Disney-karakterer af i dag er den skotske prinsesse Merida, med det ildrøde (og i øvrigt ret uglede) hår fra filmen “Modig” Hun vil (fornuftigt nok) hellere skyde med bue og pil end at gifte sig med en dum prins.

Der er altså håb forude, men i den grad også raslende spøgelser i skabet, som aktivt må adresseres, overfor vores unger, når de løbende dukker op.

Billeder venligst udlånt af hhv. clipart-library.com og tokkoro.com