REKLAME: “Sia og den magiske sten” er både et eventyr og en selvhjælpsguide, der inspirerer børn (og deres forældre) til at vokse op og blive stærke, glade og modige mennesker.

Hovedpersonen Sia har mistet sit elskede kæledyr hunden Rex. Den barske oplevelse sender hende afsted på en følelsestumult fantasirejse.

Først er hun dybt ulykkelig over tabet af sin ven. Tristheden bliver dog hurtigt afløst af vrede over faren, der prøver at fikse situationen med beroligende ord om, at hun jo altid kan få en ny hund.

Sia vil IKKE have en ny hund. Hun vil have lov til at være ked af det.

Den emotionelle pige søger tilflugt i haven, hvor hun ved foden af sit yndlingstræ finder en både lyttende og talende sten i græsset.

På magisk vis suger stenen Sia ind i et fortryllet parallelunivers. Her møder hun blandt andet en stortudende prinsesse på en skildpadderyg, en drage med boksehandsker, der elsker hundegodbidder, et par ondsindede valmuer og en knude på haveslangens mave.

Imellem de forskellige eventyr scenarier har Sia samtaler med den magiske sten. Med afsæt i pigens oplevelser hjælper stenen hende til at forstå OG acceptere de forskellige tumulte følelser, der kokser rundt indeni. Sia møder for eksempel en rødglødende drage, der bliver et oplagt billede på den boblende vrede hun har indeni.

I børnebogen Sia og den magiske sten er følelser billedliggjort som forskellige dyr
På sit eventyr møder Sia sine forskellige følelser i form af dyr og hun lærer, at hun selv kan skrue op og ned for følelsernes intensitet på samme måde som man kan med radiobølger. Billedsproget gør det både nemt og sjovt at tale med sit barn om et svært tilgængeligt emne.

Som mor til en datter med et iltert og udfordrende temperament blev jeg personligt meget berørt af drage analogien. Det viser sig nemlig, at det vilde bæst, der starter med at ville æde den grædende prinsesses hundehvalpe og ynder at sætte ild til skoven, sagtens kan tæmmes – med lydhørhed og omsorg:

“Og lover du så ikke at sætte mere ild til skoven?”
“Men det gør jeg jo kun, når jeg ikke bliver hørt på. Ingen lytter til, hvad jeg siger, og det er mega irreterende.”
Sia klappede den: “Det kan jeg godt forstå…”

Ud over at man som forælder kærligt bliver mindet om, hvordan man bedst håndterer sine børns svære følelser (ved at lytte og anerkende og ikke selv blive en hidsig drage), er det i historien Sia SELV, der tæmmer dragen. Moralen er derfor dels at ALLE følelser fortjener at blive lyttet til, men også at man, barn som voksen, kan blive kaptajnen i sit eget følelsesliv, som forklaret her af den magiske sten:

“Det er rigtig vigtigt at at mærke sine følelser, som du lige gjorde. Og det er også vigtigt at blive i følelsen, så man kan mærke, hvad det er den vil fortælle én. En følelse kommer altid med en historie. Men når man så er færdig med at lytte til følelsen og har forstået den, så kan man, hvis man vil, sige farvel og på dén måde komme videre til en anden følelse. så et nyt eventyr kan begynde.”

Yael farvelægger dragen og den vrede Sia i tegnebogen der kan tilkøbes bogen Sia og den magiske sten
Eva Ehlers fine illustrationer fra bogen fås også som malebog.

Bogen er skabt af de to kvinder Susanne Frandsen og Eva Ehler. Susanne er uddannet indenfor strategi og ledelse og arbejder til daglig som coach, healer og foredragsholder. Hun har gjort det til sin hjertesag at guide individer og organisationer i at skabe positiv forandring indefra. Eva Ehler, der har lavet bogens farverige illustrationer, er selvstændig grafiker og healer.

Jeg mødte personligt Susanne på en ø-lejr i sommers og hun er i særdeleshed en power kvinde med en smittende tro på, at vi alle kan blive ledere i vores eget liv. Dét er den fortælling, der går igen i Sia og Den magiske sten.

Jeg vurderer at bogen, der indeholder både illustrationer og en del tekst, egner sig bedst til børn fra 6-års alderen og op. Børn der er gode til at læse kan sagtens selv gå i gang – men ellers er det en oplagt bog til oplæsning, hvor børn og forældre er sammen om at lære sig selv og hinanden bedre at kende.

Bogen kan købes hos forlaget Himmel Heltene, som er stiftet af Susanne Frandsen og Eva Ehler selv. Her kan man også købe malebogen.

Rigtig god læselyst.